Under redigering
Jernvitriol - til kalkning
Gul jernvitriol - egenskaber og anvendelse - Om jernvitriolkalk
Introduktion
Indenfor de sidste 20-30 år har jernvitriolgult været en meget yndet overfladebehandlig, både på gamle huse og i nybyggeri, den kaldes også populært "Nybodergult", efter Søværnets Nyboder i København, hvor den traditionelt har været brugt siden 1860erne.
Andre betegnelser for jernvitriolgul er "Marsgul" og "Skagengul".
Den gule jernvitriolkalk er karakteristisk ved sin varme rustgule kulør, som ændrer sig med tiden, og især ved fugtpåvirkning; den bliver mørkere og "flammer" på vægfladen. Sine steder danner den mørke varmbrune skjolder, som ikke lysner, selvom murfladen tørrer op. Afhængig af blandings-forhold i kalken, samt fugtpåvirkninger på murfladen, kan kuløren variere fra lys gul til mørk bru-norange.
Jernvitriolgult adskiller sig fra andre kalkfarver, idet den gule jernvitriolkalk dannes ad "kemisk" vej ved tilsætning af et grønne krystaller ( jernsulfat) til kalken, hvorimod en almindelig gul kalk dannes ved tilsætning af et gult farvepulver (pigment)til den hvide kalk.
Jernvitriolkalken opfører sig også på en lidt anden måde en almindelig indfarvet kalk. Det ses med det samme under blanding og opstrygning. Under blanding bliver kalken grøn, og ved opstrygnin-gen på murfladen skifter kalken farve fra lys grøn til rustbrun for endelig som optørret at blive gul.
Jernvitriolgul er en smuk og livfuld kalkfarve, men den er også temperamentsfuld og utilregnelig, og kan være vanskelig at have med at gøre.
- Ønsker man en ensartet jævn og kulørstabil gul kalkfarve; - så skal man ikke vælge jernvitriol !.
- Vil man have liv og farvespil med foranderlighed på sin murflade;- så prøv jernvitriolkalk !
Se også anvisningerne : - Gul jernvitriolkalk
Indenfor de sidste 20-30 år har jernvitriolgult været en meget yndet overfladebehandlig, både på gamle huse og i nybyggeri, den kaldes også populært "Nybodergult", efter Søværnets Nyboder i København, hvor den traditionelt har været brugt siden 1860erne.
Andre betegnelser for jernvitriolgul er "Marsgul" og "Skagengul".
Den gule jernvitriolkalk er karakteristisk ved sin varme rustgule kulør, som ændrer sig med tiden, og især ved fugtpåvirkning; den bliver mørkere og "flammer" på vægfladen. Sine steder danner den mørke varmbrune skjolder, som ikke lysner, selvom murfladen tørrer op. Afhængig af blandings-forhold i kalken, samt fugtpåvirkninger på murfladen, kan kuløren variere fra lys gul til mørk bru-norange.
Jernvitriolgult adskiller sig fra andre kalkfarver, idet den gule jernvitriolkalk dannes ad "kemisk" vej ved tilsætning af et grønne krystaller ( jernsulfat) til kalken, hvorimod en almindelig gul kalk dannes ved tilsætning af et gult farvepulver (pigment)til den hvide kalk.
Jernvitriolkalken opfører sig også på en lidt anden måde en almindelig indfarvet kalk. Det ses med det samme under blanding og opstrygning. Under blanding bliver kalken grøn, og ved opstrygnin-gen på murfladen skifter kalken farve fra lys grøn til rustbrun for endelig som optørret at blive gul.
Jernvitriolgul er en smuk og livfuld kalkfarve, men den er også temperamentsfuld og utilregnelig, og kan være vanskelig at have med at gøre.
- Ønsker man en ensartet jævn og kulørstabil gul kalkfarve; - så skal man ikke vælge jernvitriol !.
- Vil man have liv og farvespil med foranderlighed på sin murflade;- så prøv jernvitriolkalk !
Se også anvisningerne : - Gul jernvitriolkalk
Om jernvitriol
I en ældre opslagsbog, INDUSTRI OG HAADVÆRKS LEKSIKON, 1897 oplyses følgende.
"Jærnvitriol, Jærnsulfat, svovlsurt Jærnforilte. I raa Tilstand vindes det ved Ristning af Svovlkis eller ved dennes Forvitring i Luften eller som Biprodukt fra Fremstillingen af Alun og Alunskifer, der indeholder Svovlkies og Lerjord; ved Ristning dannes svovlsurt Jærn og svovlsur Lerjord, der derefter kan udludes; den svovlsure Lerjord omdannes med et Kaliumsalt til Alun, medens Jærnvitriol vindes af Moderluden. Fremstilling af kemisk rent Jærnvitriol: Man opløser rent jern i varm fortyndet Svovlsyre, opheder, efter at Brintudviklingen er ophørt, til Kogning og filtrerer Væsken. Jærnvitriol udskilles i lysegrønne Krystaller, som afskylles med Spiritus og tørres mellem Filterpapir hurtigst muligt og uden varme. Opbevares beskyttet mod Luften, da den ellers ilter sig."
Fra ovenstående beskrivelse kan det især bemærkes, at jernvitriol blev fabrikeret i forbindelse alun, og dette forklarer formentlig den anvendelse, som jernvitriol havde i Skåne , og på Bornholm i 1800-tallet, hvor der blev fremstillet alun.
I Salmonsens leksikon gøres der grundigt rede for kemien, fremstilling og brug. Her er det blandt andet interessant at læse, at et biprodukt fra fremstillingen af jernvitriol er "Engelskrødt", som kan bruges til rødkalkning.
I dag er jernvitriolen bedst kendt som middel mos i græsplæner.
I en ældre opslagsbog, INDUSTRI OG HAADVÆRKS LEKSIKON, 1897 oplyses følgende.
"Jærnvitriol, Jærnsulfat, svovlsurt Jærnforilte. I raa Tilstand vindes det ved Ristning af Svovlkis eller ved dennes Forvitring i Luften eller som Biprodukt fra Fremstillingen af Alun og Alunskifer, der indeholder Svovlkies og Lerjord; ved Ristning dannes svovlsurt Jærn og svovlsur Lerjord, der derefter kan udludes; den svovlsure Lerjord omdannes med et Kaliumsalt til Alun, medens Jærnvitriol vindes af Moderluden. Fremstilling af kemisk rent Jærnvitriol: Man opløser rent jern i varm fortyndet Svovlsyre, opheder, efter at Brintudviklingen er ophørt, til Kogning og filtrerer Væsken. Jærnvitriol udskilles i lysegrønne Krystaller, som afskylles med Spiritus og tørres mellem Filterpapir hurtigst muligt og uden varme. Opbevares beskyttet mod Luften, da den ellers ilter sig."
Fra ovenstående beskrivelse kan det især bemærkes, at jernvitriol blev fabrikeret i forbindelse alun, og dette forklarer formentlig den anvendelse, som jernvitriol havde i Skåne , og på Bornholm i 1800-tallet, hvor der blev fremstillet alun.
I Salmonsens leksikon gøres der grundigt rede for kemien, fremstilling og brug. Her er det blandt andet interessant at læse, at et biprodukt fra fremstillingen af jernvitriol er "Engelskrødt", som kan bruges til rødkalkning.
I dag er jernvitriolen bedst kendt som middel mos i græsplæner.
Lidt historie
Jernvitriol har været brugt i godt og vel et par hundrede år. Den har været almindelig på især forsvarets bygninger, men også på almindelige huse. Jernvitriolen hæmmer algevækst, og det var anset for en holdbar kalkfarve. I Sverige blev jernvitriolen introduceret i midten af 1700tallet. Den blev blandet i både pudsemørtel og i kalken. I de senere år er jernvitriol, især i Sverige, blandet i rent kalkvand brugt som en laserende overfladebehandling.
Vi ved, at der er på Bornholm blev fremstillet jernvitriol og brunrødt i forbindelse med fremstillingen af alun og bornholmsk cement (hydraulisk kalk) i 1800-tallet.
På Bornholm finder man ofte gule kalklag, som kan tolkes som jernvitriolgult og rødt er desuden en meget brugt farve til ren rødt eller en mere "mat" rødlig gråbrun farve. Den bornholmske cement var desuden ofte gråbrun til rødlig, som det ses i ældre puds og fugning. Det er uden tvivl "spor" fra den omtalte lokale produktion.
Nogle bønder blandede en anelse jernvitriol i den hvide kalk for at dæmpe den hårde blænding fra de hvidkalkede længer.
Jernvitriol har været brugt i godt og vel et par hundrede år. Den har været almindelig på især forsvarets bygninger, men også på almindelige huse. Jernvitriolen hæmmer algevækst, og det var anset for en holdbar kalkfarve. I Sverige blev jernvitriolen introduceret i midten af 1700tallet. Den blev blandet i både pudsemørtel og i kalken. I de senere år er jernvitriol, især i Sverige, blandet i rent kalkvand brugt som en laserende overfladebehandling.
Vi ved, at der er på Bornholm blev fremstillet jernvitriol og brunrødt i forbindelse med fremstillingen af alun og bornholmsk cement (hydraulisk kalk) i 1800-tallet.
På Bornholm finder man ofte gule kalklag, som kan tolkes som jernvitriolgult og rødt er desuden en meget brugt farve til ren rødt eller en mere "mat" rødlig gråbrun farve. Den bornholmske cement var desuden ofte gråbrun til rødlig, som det ses i ældre puds og fugning. Det er uden tvivl "spor" fra den omtalte lokale produktion.
Nogle bønder blandede en anelse jernvitriol i den hvide kalk for at dæmpe den hårde blænding fra de hvidkalkede længer.
Jernvitriolkalkning - på godt og ondt - se også artikel her
Godt!
|
Ondt?
|
Under ovenstående Introduktion er allerede nævnt nogle af jernvitriolens karakteregenskaber I det følgende suppleres med nogle tekniske forhold, advarsler og erfaringer. I svensk litteratur om kalkning ( Traditionel kalkfärg ) nævnes en uheldig egenskab ved jernvitriolen. Den vil i en kemisk reaktion med kalken og luftens svovlsyre danne gips, som kan give problemer, når jernvitriolen er blandet i puds, eller når den findes i mange lag gammel kalkning med jernvitriol. Det viser sig også, at mørke kalkninger med megen jernvitriol smitter og forvitrer mere, end svagere blandinger. Det vil dog normalt ikke være et væsentligt problem.
I forhold til den ældre tradition og brug ses der ofte alt for mørke kalkninger med jernvitriol. Det skyldes uden tvivl uvidenhed om jernvitriolens "livsform", som allerede efter en til to uger gør den mørkere, og at denne proces fortsætter.
I den forbindelse skal der gøres opmærksom på, at der i flere publicerede anvisninger findes blandingsforhold som er alt for kraftige og giver meget mørke kulører efter kort tid. Hvis der ved sådanne tilfælde er brugt publicerede anvisninger, kan det skyldes at der rent faktisk er en opskriftfejl fra en anvisning i bogen BYHUSET 1982, som flere andre senere har "skrevet af ". Den "rigtige " anvisning findes i første udgave af bogen LANDHUSET, fra 1975. I Bornholmsk byggeskik på landet, 1983 - som jeg selv har skrevet - er opskriften tilsyneladende taget fra BYHUSET (som jeg er medforfatter til). Beklageligt, men fejlen er desværre på tryk mange steder.
I forhold til den ældre tradition og brug ses der ofte alt for mørke kalkninger med jernvitriol. Det skyldes uden tvivl uvidenhed om jernvitriolens "livsform", som allerede efter en til to uger gør den mørkere, og at denne proces fortsætter.
I den forbindelse skal der gøres opmærksom på, at der i flere publicerede anvisninger findes blandingsforhold som er alt for kraftige og giver meget mørke kulører efter kort tid. Hvis der ved sådanne tilfælde er brugt publicerede anvisninger, kan det skyldes at der rent faktisk er en opskriftfejl fra en anvisning i bogen BYHUSET 1982, som flere andre senere har "skrevet af ". Den "rigtige " anvisning findes i første udgave af bogen LANDHUSET, fra 1975. I Bornholmsk byggeskik på landet, 1983 - som jeg selv har skrevet - er opskriften tilsyneladende taget fra BYHUSET (som jeg er medforfatter til). Beklageligt, men fejlen er desværre på tryk mange steder.
For mørk! - efter min mening.
Den kemiske reaktion, der gør jernvitriolkalken mørk forstærkes væsentligt ved kraftig fugtpåvirkning. Derfor ses mørke skjolder, fuger og pletter oftest på den nederste del af murfladen, omkring hjørner, utætte tagnedløb, og hvor der ellers ofte sker opfugtning.
Jernvitriol fra underliggende lag synes at kunne arbejde sig ud til nyere lag. Det anskueliggøres blandt andet ved at betragte en kalkning med et eller to lag med samme blandingsforhold; to lag vil efter nogen tid stå mørkere end et lag.
Hvis man vil undgå at ældre kalkninger "slår igennem" er det derfor hensigtsmæssigt at kalke en enkelt tynd hvid bund inden en ny kalkning med jernvitriol, og såfremt man skifter til en anden ku-lør med pigment, bør der kalkes et par gange hvidt.
På sin vis er jernvitriolkalk velegnet til lidt ujævne og uensartede murflader, fordi jernvitriolkalkens "liv" vil sløre dem, men ret beset også fremhæve dem.
Jernvitriol "sviner" med brune pletter, som kun vanskeligt forsvinder. Brug handsker og pas på tøjet og omgivelserne ved blanding af krystallerne med vand.
Hvis man vil opstryge prøver - så skal man være opmærksom på at den frisk optørrede kalkprøve er langt lysere end den vil blive bare en uge efter, og nogle måneder senere er den meget mørkere.
De angivne NCS-koder i opskrifterne kan dog være retningsgivende, men bestemt ikke eksakte.
At arbejde med jernvitriolkalk kræver lidt erfaring, men "en gang skal være den første". Der findes sikkert flere "gode råd" end anført her, men for yderligere granskning kan der henvises til nedenstående litteratur.
Andre erfaringer og gode råd modtages i øvrigt gerne.
Litteratur om jernvitriol
- Salmonsens Konversations Leksikon 1932.
- Industri og Haandværks Leksikon, Petersen og Stange, København 1897.
- Traditionell Kalkfärg, ByggforskningsrådetT6:1997, Stockholm 1998, ISBN 91-540-5777-9
Jernvitriol fra underliggende lag synes at kunne arbejde sig ud til nyere lag. Det anskueliggøres blandt andet ved at betragte en kalkning med et eller to lag med samme blandingsforhold; to lag vil efter nogen tid stå mørkere end et lag.
Hvis man vil undgå at ældre kalkninger "slår igennem" er det derfor hensigtsmæssigt at kalke en enkelt tynd hvid bund inden en ny kalkning med jernvitriol, og såfremt man skifter til en anden ku-lør med pigment, bør der kalkes et par gange hvidt.
På sin vis er jernvitriolkalk velegnet til lidt ujævne og uensartede murflader, fordi jernvitriolkalkens "liv" vil sløre dem, men ret beset også fremhæve dem.
Jernvitriol "sviner" med brune pletter, som kun vanskeligt forsvinder. Brug handsker og pas på tøjet og omgivelserne ved blanding af krystallerne med vand.
Hvis man vil opstryge prøver - så skal man være opmærksom på at den frisk optørrede kalkprøve er langt lysere end den vil blive bare en uge efter, og nogle måneder senere er den meget mørkere.
De angivne NCS-koder i opskrifterne kan dog være retningsgivende, men bestemt ikke eksakte.
At arbejde med jernvitriolkalk kræver lidt erfaring, men "en gang skal være den første". Der findes sikkert flere "gode råd" end anført her, men for yderligere granskning kan der henvises til nedenstående litteratur.
Andre erfaringer og gode råd modtages i øvrigt gerne.
Litteratur om jernvitriol
- Salmonsens Konversations Leksikon 1932.
- Industri og Haandværks Leksikon, Petersen og Stange, København 1897.
- Traditionell Kalkfärg, ByggforskningsrådetT6:1997, Stockholm 1998, ISBN 91-540-5777-9
