Stenbrudsgården ved Nexø
Frederiks Stenbrud med Stenbrudsgården syd for Nexø er det fornemste industriminde og Kulturmiljø på Bornholm. Det blev et "egnsudviklingsprojekt", som fik meget stor betydning for Nexø fra midten af 1700-tallet og frem til stenbruddets lukning i 1957.
Der er leveret "Nexøsandsten" til mange byggerier, især i København, men også på Bornholm gennem 200 år.
Fredningen af Stenbrudsgården, og dens restaurering i 1990-erne, fortrinsvis bekostet af Kulturstyrelsen, er det hidtil mest betydningsfulde projekt, som Kulturstyrelsen har stået for.
Den daværende fond Statens Bygningsfredningsfond erhvervede stenbrud og Stenbrudsgården i 1992, og solgte den i 2007 til en anden stor bornholmsk fond Sparekassen Bornholms Fond, som nu ejer den og udlejer den til
Center for Regional- og Turismeforskning.
Kulturstyrelsen skriver om Stenbrudsgården følgende:
Den 16. september 1754 blev Friederichs Sandsteensbrud nord for Neksø anlagt for kongelig regning. Frederiks Stenbrud blev opkaldt efter Frederik den Femte, der på denne tid havde iværksat projekteringen af Frederikskirken, et arbejde man havde påbegyndt i 1749 med Nicolai Eigtved som leder. I begyndelsen af 1750'erne havde man endnu ikke besluttet, hvilket materiale kirken skulle bygges i, men norsk marmor og sandsten havde været på tale. Overhofmester A. G. Moltke havde forelagt Bygningskommissionen de to muligheder, marmor eller sandsten, og trods hofbygmester Eigtveds varme anbefaling af sandsten valgte Moltke at indstille marmor som det mest velegnede. Sagen var dog ikke afsluttet hermed, for et nyt aspekt dukkede op, da Frederik den Femte (eller rettere A. G. Moltke) i 1754 besluttede at drive stenbruddet i Neksø for egen regning, efter at Rentekammeret havde afvist projektet.
Man fik her et billigt materiale, der for det første kunne supplere det mere kostbare marmor til kirken, men derudover kunne bruddet også levere sandsten til andre af landets væsentlige byggerier som det eksempelvis er sket til Frederikshospital. Indtil 1771 hørte bestyrelsen og driften af stenbruddet under Partikulærkammeret, altså kongens egen pengekasse, hvorefter det kom under Rentekammeret. .....
Der er leveret "Nexøsandsten" til mange byggerier, især i København, men også på Bornholm gennem 200 år.
Fredningen af Stenbrudsgården, og dens restaurering i 1990-erne, fortrinsvis bekostet af Kulturstyrelsen, er det hidtil mest betydningsfulde projekt, som Kulturstyrelsen har stået for.
Den daværende fond Statens Bygningsfredningsfond erhvervede stenbrud og Stenbrudsgården i 1992, og solgte den i 2007 til en anden stor bornholmsk fond Sparekassen Bornholms Fond, som nu ejer den og udlejer den til
Center for Regional- og Turismeforskning.
Kulturstyrelsen skriver om Stenbrudsgården følgende:
Den 16. september 1754 blev Friederichs Sandsteensbrud nord for Neksø anlagt for kongelig regning. Frederiks Stenbrud blev opkaldt efter Frederik den Femte, der på denne tid havde iværksat projekteringen af Frederikskirken, et arbejde man havde påbegyndt i 1749 med Nicolai Eigtved som leder. I begyndelsen af 1750'erne havde man endnu ikke besluttet, hvilket materiale kirken skulle bygges i, men norsk marmor og sandsten havde været på tale. Overhofmester A. G. Moltke havde forelagt Bygningskommissionen de to muligheder, marmor eller sandsten, og trods hofbygmester Eigtveds varme anbefaling af sandsten valgte Moltke at indstille marmor som det mest velegnede. Sagen var dog ikke afsluttet hermed, for et nyt aspekt dukkede op, da Frederik den Femte (eller rettere A. G. Moltke) i 1754 besluttede at drive stenbruddet i Neksø for egen regning, efter at Rentekammeret havde afvist projektet.
Man fik her et billigt materiale, der for det første kunne supplere det mere kostbare marmor til kirken, men derudover kunne bruddet også levere sandsten til andre af landets væsentlige byggerier som det eksempelvis er sket til Frederikshospital. Indtil 1771 hørte bestyrelsen og driften af stenbruddet under Partikulærkammeret, altså kongens egen pengekasse, hvorefter det kom under Rentekammeret. .....
Kort over Frederiks Sandstensbrud, 1836, efter 80 års brydning.
......1848 overgik det kongelige sandstensbrud med bygninger til privat ejerskab. I begyndelsen lå bruddet uvirksomt hen, men 1872 genoptages stenbrydningen og bruddet fungerede med enkelte afbrydelser helt frem til 1957.
Stenbruddet fremtræder i dag som en idyllisk sø med anlagt sti omkring. Udlængerne, en stald og en lade er ligesom den fredede hovedbygning og sidebygning (1759-60) opført af broksten fra sandstensbruddet. Længerne er fra sidste halvdel af 1700'erne. Udlængerne sammen med de fredede bygninger danner rammen om den prægtige brolagte gårdsplads og sikrer helheden og gårdmiljøet. I baghaven er tre sandstenssatte brønde, de to med brøndskur som blev anlagt til brug for Stenbrudsgårdens tre smukke dyrkningshaver, som tilhørte de tre boliger for henholdsvis inspektøren, stenhuggermesteren og smedemesteren. Disse haver omtales af Ravert og Steenstrup i en rapport fra 1806. Især er inspektørens have omtalt, hvor der var både nytte- og prydplanter. Som afgrænsning af grunden til landevejen er et ca. 250 meter langt lavt sandstensgærde og mod nord-nordvest ligeledes et sandstensgærde som afgrænsning til de højereliggende, åbne marker.
Arkitekt Tony Bødtker Munch, Kulturstyrelsen.- se HER.
Stenbruddet fremtræder i dag som en idyllisk sø med anlagt sti omkring. Udlængerne, en stald og en lade er ligesom den fredede hovedbygning og sidebygning (1759-60) opført af broksten fra sandstensbruddet. Længerne er fra sidste halvdel af 1700'erne. Udlængerne sammen med de fredede bygninger danner rammen om den prægtige brolagte gårdsplads og sikrer helheden og gårdmiljøet. I baghaven er tre sandstenssatte brønde, de to med brøndskur som blev anlagt til brug for Stenbrudsgårdens tre smukke dyrkningshaver, som tilhørte de tre boliger for henholdsvis inspektøren, stenhuggermesteren og smedemesteren. Disse haver omtales af Ravert og Steenstrup i en rapport fra 1806. Især er inspektørens have omtalt, hvor der var både nytte- og prydplanter. Som afgrænsning af grunden til landevejen er et ca. 250 meter langt lavt sandstensgærde og mod nord-nordvest ligeledes et sandstensgærde som afgrænsning til de højereliggende, åbne marker.
Arkitekt Tony Bødtker Munch, Kulturstyrelsen.- se HER.
Læs meget mere om Stenbrudsgården og dens restaturering: HER.
