Kulekalk - ren hvid vådlæsket brændt kalk - luftkalk
Hvad er det - og hvad hedder det.
Brændt kalk
Under brænding af kalksten CaCO3 (kalciumkarbonat) uddrives CO2 (kultveilte) - herved mister materialet ca. 40% af sin vægt - det er blevet til CaO (Kalkilte). Man knuser de brændte sten til mindre stykker - "stykkalk" - der forhandles i størrelser som valnødder - eller den kan pulveriseres til "pulverkalk".
Begge dele skal "læskes", for at kunne bruges til kalkning eller mørtel.
Læskning
Populært kan man sige, at den brændte kalk er ustabil, og gerne vil tilbage til sin oprindelige form som kalksten.
Der sker i to trin - læskning, hvor der tilsættes vand, så der opstår læsket kalk, (calciumhydroxid (Ca(OH)2).
Derefter kan der ske en hærdning, - "karbonatisering", hvor kultveilten optages igen. Det afslutter cirklen til den faste og stabile kalksten - kalciumkarbonat. På grund af at hærdningen sker i luften kaldes denne type kalk også for ”luftkalk”.
Læskningen kan forgå på flere måder.
Det traditionelle måde er "vådlæskning", hvor der tilsættes rigelig med vand, så der opstår en tyktflydende konsistens. Det er denne form, der senere bliver til "kulekalk".
Navnet hentyder til at den vådlæskede kalk samles i en kule - en grubbe i jorden foret med træ eller beton - hvor den bundfælder og bliver til tykkere konsistens - kalkdej.
Her skal den helst ligge frostfrit i mindst to år, og gerne endnu længere. En 10 til 15 år gammel kulekalk er klart bedre til især kalkning end en to-årig kalk.
Den anden form, som fortrinsvis udføres industrielt, er en "tørlæskning", hvor der tilsættes en så nøjagtig mængde vand, at der dannes et tørt pulver - "hydratkalk" (Ca(OH))2.
Både kulekalk og hydratkalk anvendes til kalkning, ved tilsætning af mere vand, så får man "hvidtekalk" eller "kalkmælk", der kan kalkes hvidt med.
Begge produkter kan desuden blandes med sand til en mørtel.
Man får med kulekalk en "vådmørtel", og med hydratkalk får man en "tørmørtel".
Man anser erfaringsvis, at den vådlæskede kulekalk er bedst til til både kalkning og til mørtel.
Til mørtler er der en alternativ form til at fremstille en vådmørtel.
Det sker ved at blande den brændte kalk - helst pulverkalk - med sand, og derefter tilsætte vand og læske kalken sammen med sandet ved at tilsætte vand.
Dette kaldes "læskemørtel" eller "stukamørtel".
Denne form er uden tvivl den måde man før i tiden fremstillede sin kalkmørtel på, og den er nu igen blevet "moderne", og fremstilles på et enkelt mørtelværk industrielt.
Kulekalk indeholder på grund af den måde den fremstilles på ca. 20% vand. Der kan derfor kun fremstilles mørtel med maksimalt 13% kalk, ellers bliver mørtelen så levende, at man ikke kan mure med den.
Hvis man af hensyn til holdbarheden ønsker et højere kalkindhold, må man bruge tørmørtel eller læskemørtel.
Læskemørtel er den måde man før i tiden fremstillede kalkmørtel på. Der er fundet mørtler med op til 25% kalkindhold. Den er nu igen blevet "moderne", og fremstilles på et enkelt mørtelværk industrielt med 20% kalk.
Karbonatisering
Når kalkningen er udført, eller kalkmørtlen er på plads i fugerne eller som puds, begynder karbonatiseringen, optagelsen af CO2 (kultveilte) fra luften. Denne hærdningsproces er en overfladeproces - dvs. at luften langsomt arbejder sig indad i mørtelmassen.
Der skal være en smule fugt for at processen kan lykkes godt, og er fugten for høj, så hæmmes hærdningen. Den tid processen tager, afhænger desuden af kalkprocenten og af tykkelsen på konstruktionen.
Man har fundet tykke vægge fra middelalderen med uhærdet - ukarbonatiseret - kalk.
Indtil karbonatiseringen har fundet sted holdes mørtlen og murstenene sammen af kapillarsugning. Dette er baggrunden for, at nyopført murværk, som ønsket ændret eller fjernet, ret nemt kan skilles ad.
Under brænding af kalksten CaCO3 (kalciumkarbonat) uddrives CO2 (kultveilte) - herved mister materialet ca. 40% af sin vægt - det er blevet til CaO (Kalkilte). Man knuser de brændte sten til mindre stykker - "stykkalk" - der forhandles i størrelser som valnødder - eller den kan pulveriseres til "pulverkalk".
Begge dele skal "læskes", for at kunne bruges til kalkning eller mørtel.
Læskning
Populært kan man sige, at den brændte kalk er ustabil, og gerne vil tilbage til sin oprindelige form som kalksten.
Der sker i to trin - læskning, hvor der tilsættes vand, så der opstår læsket kalk, (calciumhydroxid (Ca(OH)2).
Derefter kan der ske en hærdning, - "karbonatisering", hvor kultveilten optages igen. Det afslutter cirklen til den faste og stabile kalksten - kalciumkarbonat. På grund af at hærdningen sker i luften kaldes denne type kalk også for ”luftkalk”.
Læskningen kan forgå på flere måder.
Det traditionelle måde er "vådlæskning", hvor der tilsættes rigelig med vand, så der opstår en tyktflydende konsistens. Det er denne form, der senere bliver til "kulekalk".
Navnet hentyder til at den vådlæskede kalk samles i en kule - en grubbe i jorden foret med træ eller beton - hvor den bundfælder og bliver til tykkere konsistens - kalkdej.
Her skal den helst ligge frostfrit i mindst to år, og gerne endnu længere. En 10 til 15 år gammel kulekalk er klart bedre til især kalkning end en to-årig kalk.
Den anden form, som fortrinsvis udføres industrielt, er en "tørlæskning", hvor der tilsættes en så nøjagtig mængde vand, at der dannes et tørt pulver - "hydratkalk" (Ca(OH))2.
Både kulekalk og hydratkalk anvendes til kalkning, ved tilsætning af mere vand, så får man "hvidtekalk" eller "kalkmælk", der kan kalkes hvidt med.
Begge produkter kan desuden blandes med sand til en mørtel.
Man får med kulekalk en "vådmørtel", og med hydratkalk får man en "tørmørtel".
Man anser erfaringsvis, at den vådlæskede kulekalk er bedst til til både kalkning og til mørtel.
Til mørtler er der en alternativ form til at fremstille en vådmørtel.
Det sker ved at blande den brændte kalk - helst pulverkalk - med sand, og derefter tilsætte vand og læske kalken sammen med sandet ved at tilsætte vand.
Dette kaldes "læskemørtel" eller "stukamørtel".
Denne form er uden tvivl den måde man før i tiden fremstillede sin kalkmørtel på, og den er nu igen blevet "moderne", og fremstilles på et enkelt mørtelværk industrielt.
Kulekalk indeholder på grund af den måde den fremstilles på ca. 20% vand. Der kan derfor kun fremstilles mørtel med maksimalt 13% kalk, ellers bliver mørtelen så levende, at man ikke kan mure med den.
Hvis man af hensyn til holdbarheden ønsker et højere kalkindhold, må man bruge tørmørtel eller læskemørtel.
Læskemørtel er den måde man før i tiden fremstillede kalkmørtel på. Der er fundet mørtler med op til 25% kalkindhold. Den er nu igen blevet "moderne", og fremstilles på et enkelt mørtelværk industrielt med 20% kalk.
Karbonatisering
Når kalkningen er udført, eller kalkmørtlen er på plads i fugerne eller som puds, begynder karbonatiseringen, optagelsen af CO2 (kultveilte) fra luften. Denne hærdningsproces er en overfladeproces - dvs. at luften langsomt arbejder sig indad i mørtelmassen.
Der skal være en smule fugt for at processen kan lykkes godt, og er fugten for høj, så hæmmes hærdningen. Den tid processen tager, afhænger desuden af kalkprocenten og af tykkelsen på konstruktionen.
Man har fundet tykke vægge fra middelalderen med uhærdet - ukarbonatiseret - kalk.
Indtil karbonatiseringen har fundet sted holdes mørtlen og murstenene sammen af kapillarsugning. Dette er baggrunden for, at nyopført murværk, som ønsket ændret eller fjernet, ret nemt kan skilles ad.
Vådlæskning til kule - Den gamle By i Aarhus 2002
Læskebænken af træ til venstre og kulen, også af træ, til højre - med låg.
I læskebænken hælder man først den brændte stykkalk ud, og tilsætter gradvis almindeligt koldt postevand.
Ca. dobbelt så mange liter vand som kg brændt kalk.
Kort tid efter efter syder og bobler det, og kommer tæt på kogepunktet.
I læskebænken hælder man først den brændte stykkalk ud, og tilsætter gradvis almindeligt koldt postevand.
Ca. dobbelt så mange liter vand som kg brændt kalk.
Kort tid efter efter syder og bobler det, og kommer tæt på kogepunktet.
Det syder og bobler - det er ikke ufarligt - kalk - på denne form - er stærkt ætsende - pas på øjnene!
Der røres lidt mere vand i, og og blandingen omrøres godt til en "jævn suppe" - låget for en den af læskebænken lukkes op, og suppen skubbes mened i kalkkulen.
|
Den læskede kalk kan i princippet nu godt bruges til mørtel eller kalkning, men den bør lagres et par år, og gerne længere i kalkkulen. Det overskydende vand siver ud i den omgivende jord, og tilbage bliver en stivere kalkdej i nogenlunde samme konsistens som smør.
Låget lukkes og, og kalkkulen skal holdes frostfri. Denne måde var tidligere meget brugt af murermestre og bønder, som havde bygninger, der skulle kalkes. |
På større kalkbrænderier og mørtelværker foregår læskningen maskinelt, og den læskede kalk fordeles i flere kalkkuler af beton, hvor man passer godt på kalken - som "årgangskalk" - og det er dyrere jo ældre, men også bedre.
Man køber kulekalken i lufttætte plastspande, og man kan godt lagre sin kalk "på hylder" - som man lagrer vin - husk at skrive årstal på!
Selv efter henstand i flere år er en god vådlæsket kule kalk "smidig" - helt til bunds, når man f.eks. skal omrøre den.
Man køber kulekalken i lufttætte plastspande, og man kan godt lagre sin kalk "på hylder" - som man lagrer vin - husk at skrive årstal på!
Selv efter henstand i flere år er en god vådlæsket kule kalk "smidig" - helt til bunds, når man f.eks. skal omrøre den.
"Stampet kalk" - er ikke vådlæsket, men fremstillet på tørlæsket hydratkalk. Udtrykket kommer af at man tidligere - og formentlig også i dag - bearbejder kalken med "stamper".
En stampet kalk bliver stivere, når den bundfælder i spanden, og den bliver ikke bedre af at blive lagret.
En stampet kalk er biligere, men er det ikke i "virkeligheden" - den er sværere at røre op , den dækker dårligt, og holder ikke så godt.
En stampet kalk bliver stivere, når den bundfælder i spanden, og den bliver ikke bedre af at blive lagret.
En stampet kalk er biligere, men er det ikke i "virkeligheden" - den er sværere at røre op , den dækker dårligt, og holder ikke så godt.
Det lokale bornholmske mørtelværk - se HER
Her læskes brændt stykkalk til store kalkkuler, hvoraf nogle har ældre kulekalk end to år, der er minimum for den gode "Kirkekalk", som bør foretrækkes til kalkning.
Her læskes brændt stykkalk til store kalkkuler, hvoraf nogle har ældre kulekalk end to år, der er minimum for den gode "Kirkekalk", som bør foretrækkes til kalkning.
Se flere links om kalk - nederst på siden - HER
